Vejledning til
5 ting du...
Eleverne skal lave en kort film på max. 3 min., hvor de med et glimt i øjet lister 3-5 fordele op ved et selvvalgt emne. Eleverne planlægger, optager og klipper hver især deres helt egen film.
Målsætning
- Praktisk erfaring i at arbejde multimodalt ved hjælp af tale, billedside, musik og grafik.
- Erfaring med at kondensere og anlægge en anderledes vinkel til et emne.
- At optage video, klippe og arbejde med grafik og lyd i en film.
Man kan forkorte aktiviteten eller differentiere mellem eleverne ved at lade dem lave en top 3 i stedet for en top 5.
Aktivitetens forløb
Start med at se filmeksempler under Før du begynder. Tal fx om
- Den simple struktur i filmene: Præsentation af emne, de fem punkter, afrunding.
- Hvordan overgangene mellem de enkelte scener kan laves. Fx ved brug af overgange (effekter), grafik og lydeffekter.
- Hvad betyder location for filmen?
- Eksempler på fordele ved jeres emne.
På trin 1 skal eleverne finde på de 3-5 fordele ved emnet, og som lærer kan man med fordel opfordre eleverne til at gøre det med et glimt i øjet. Eleverne skal også skrive deres forklaring på punkterne på listen, samt overveje hvordan de vil visualisere punkterne med video eller billeder.
På trin 2 optager eleverne deres materiale. De skal starte med at optage deres forklaring/speak. Det er en fordel at dele optagelserne op i scener, således at hvert punkt på listen er en lille scene på ca. 30 sekunder. Dermed er det også kun et punkt ad gangen, der skal vellykket "i kassen". Eleverne skal også optage en introduktion og en afrunding til deres listefilm.
Herefter laver de optagelser, der visuelt skal illustrere deres punkter på listen. Der findes også masser af materiale under "Videos" i WeVideo, hvis I klipper dér.
Vi anbefaler, at optagelserne uploades til en kanal på Skoletube - kun eleven selv - eller gruppen - behøver adgang. Så er materialet sikret og behandles forsvarligt GDPR-mæssigt.
På trin 3 importerer eleverne optagelserne til klippeprogrammet WeVideo via Skoletube. Selv om guiden tager udgangspunkt i WeVideo, kan man sagtens bruge et andet klippeprogram.
På trin 4 klipper eleverne deres materiale sammen og lægger eventuelt musik, lydeffekter og grafik på for at understrege deres pointer.
På trin 5 evaluerer eleverne deres film på klassen.
Videre arbejde
Denne SmåP-aktivitet indgår også i undervisningsmaterialer på Filmcentralen.dk, som giver mulighed for også at arbejde analyse- og oplevelsesbaseret med film:
Ingen kender Casper
Super Size Me
Rejsen til Saturn
Kompetencekrav
- Filme med en smartphone og uploade klip til en Skoletube-kanal.
- Betjene computer på basalt niveau, herunder bruge et simpelt redigeringsprogram.
- Arbejde selvstændigt.
Tip til brug i andre sammenhænge
Du kan bruge listeformatet i alle fag og om hvad som helst. Du kan f.eks lave en top 5 over de blodigste slag i historien eller en oversigt over de 5 mest ustabile grundstoffer i kemi.
Tips til evaluering
Se hinandens film. Diskutér hvordan filmene fungerer:
- Er nogle af filmene sjovere end andre, og hvorfor?
- Er der vinkler på filmens emne, du/I ikke har tænkt over før?
- Hvordan har speak, timing, hastighed (klippenes længde), grafik, musik og lydeffekter indflydelse på hvor godt filmene fungerer?