Vejledning til
Skab en hårdtslående film
Lav en fælles film - hver for sig. I denne filmstafet optager alle elever individuelt korte actionklip, som deles og klippes sammen til en fælles kick-ass slagsmålsfilm.
Målsætning
- at forstå betydningen af timing i film
- at klippe
- at arbejde med lyd
Denne aktivitet kan enten laves individuelt eller som som gruppe. Vi anbefaler, at flere elever leverer klip til samme film, eventuelt er hele klassen en gruppe.
Aktiviteten er velegnet til at bruge til at ryste en gruppe elever sammen.
Som forberedelse skal læreren oprette en fælleskanal på Skoletube, som I kan dele optagelser i.
OM AKTIVITETENS TRIN
På aktivitetens trin 1 ser eleverne en eksempelfilm til inspiration, og bliver gjort opmærksomme på mulighederne for forskellige slag og spark. Filmens klip lever i høj grad på bevægelsesklip, som er et af principperne i kontinuitetsklipning, også kaldet usynlig klipning.
De beslutter hvordan filmen starter og hvordan filmen skal afsluttes. Udpeg evt. 1-2 elever til at lave disse to optagelser.
På trin 2 optager eleverne deres klip, og det er en god idé at minde dem om at de skal passe på både sig selv og deres smartphones. Bliv også enige om kameraet skal filme horisontalt eller vertikalt (højkantsbillede) - hvis alle gør det samme, klipper klippene bedre.
Læreren skal oprette en fælles Skoletube-kanal, som eleverne kan uploade deres materiale til. På den måde kan alle elever få adgang til alt råmateriale og klippe en version af filmen hver. De færdige film kan også eksporteres til denne kanal.
På trin 3 importerer eleverne materialet til klippeprogrammet. Vi anbefaler at I bruger WeVideo via Skoletube, da guiden tager udgangspunkt i dette program, og fordi det har mulighed for at importere råmaterialet fra jeres fælles kanal på Skoletube. Eleverne skal også importere musik og lydeffekter fra Skoletube-kanalen Lydeffekter og musik til Kickass. Ved at få musik og lyd udleveret holdes fokus i aktiviteten på klipningen og varigheden holdes nede; men der er mulighed for at udvide aktiviteten ved at lade eleverne selv finde musik og lyde (der er et værktøj med gratissites på trin 4).
På trin 4 redigeres filmen, og dette trin er hovedfokus for denne aktivitet. Giv mindst et par lektioner til dette trin.
Eleverne arbejder individuelt, så alle får hands on på klippeprocessen. De vælger et stykke musik, der skal fungere som underlægning til deres billedside. Herefter sætter de deres klip ind. Udvælgelse og præcision er nøgleord - hvilke klip passer sammen, og præcis hvor skal klippet være? Til sidst lægger de lydeffekter på slagene.
På trin 5 evaluerer eleverne på deres film. Gør det evt. i mindre grupper, så klassen trods alt ikke skal se 20+ versioner af samme film.
ALTERNATIVE FILM
Man kan lave filmstafet om mange andre ting end slagsmål. Her er et par eksempler:
Pass the Brush Challenge
The Great Pandemic Toilet Paper Toss
Kompetencekrav
Brugerne skal kunne:
- Filme med en smartphone og uploade klip til en Skoletube-kanal.
- Betjene computer på basalt niveau.
- Arbejde selvstændigt (evt. i grupper).
Tips til evaluering
Diskutér om nogle klip, fungerer bedre end andre, og hvorfor er det de fungerer bedre? Hvordan har timing, hastighed og lydeffekter indflydelse på hvor godt klippet fungerer?