Vejledning til
Hit med historien
Eleverne arbejder i denne aktivitet med finde frem til idéer og herefter strukturere idéerne, så de egner sig til at blive produceret som en kortfilm.
Målsætning
- At finde frem til idéer til kortfilm
- At vurdere om en idé kan lade sig gøre
- At strukturere en idé
Det er vigtigt at der er god tid til denne aktivitet, for en dårligt udviklet idé giver med sikkerhed en dårlig film. Når det er sagt er der en del elastik i forhold til hvor mange af ide-øvelserne på Trin 1, eleverne hver især skal arbejde med. Hvis de kun vælger en hver, kan man lave hele denne SmåP-aktivitet på 2-3 lektioner.
Bemærk, at flere af øvelserne kræver personligt mod og modenhed, og at eleven tapper ind i egne oplevelser og følelser - både positive og negative (gælder Ideøvelse 1, 4 og 5). Dette er en klassisk kunstnerisk teknik til at idegenerere og kunne skrive overbevisende. Det kræver et trygt klasserum at dele sådanne ideer. Men ligeså vigtigt er det, at der på et tidspunkt i processen skabes adskillelse mellem elev/skaber og værk. Det forsøger vi at guide til på trin 3 og 4. Men du kan som lærer være med til at skabe denne adskillelse ved at pointere, at eleven skal fortælle en historie om en karakter, ikke om sig selv.
OM AKTIVITETENS TRIN
På aktivitetens trin 1 hvor eleverne finder frem til selve idéerne, er der mulighed for at vælge mellem flere forskellige idé-øvelser. Eleverne kan enten arbejde med en af øvelserne, eller de kan også udføre flere af dem.
Det kan være en god idé at lade eleverne arbejde selvstændigt med øvelserne og så efter hver øvelse præsentere idéerne i kort form (1-2min) i grupper eller til resten af holdet.
På trin 2 vælger eleverne enten individuelt en idé, som de selv arbejder videre på i de efterfølgende trin, eller også vælger holdet samlet 3-5 idéer, som der arbejdes videre på i grupper (hvor grupperne så skal udføre trin 3-4 sammen). Hvis idéerne skal filmatiseres, så gå ikke for let hen over pointerne under overskriften Reality check.
På trin 3 udfyldes et Idé-board, som er med til at sikre fortællingens grundstruktur (hovedkarakter, mål, modstand). Her er det vigtigt at pointere, at eleven nu skal fortælle en historie om en karakter, ikke om sig selv. Dvs., at handlingen ikke nødvendigvis skal være 1:1 med den oplevelse/følelse, der lå til grund for ideen.
På trin 4 skal eleverne skrive deres historie ned som en synops med udgangspunkt i Idé-boardet. Det er også muligt at præsentere som en video-pitch, hvor eleverne fortæller deres historie ganske kort (1-2 minutter) til et kamera (f.eks en smartphone).
Kompetencekrav
Brugerne skal kunne:
- Arbejde både selvstændigt og i grupper
Tip til brug i andre sammenhænge
Idéerne der kommer ud af denne aktivitet kan også bruges til andet end kortfilm. F.eks korte noveller.